Undgå urinvejsinfektioner – drik meget, tøm ofte

Af Steen Walter, professor, overlæge, dr. med, speciallæge i Urologi, Odense Universitetshospital

Urinvejsinfektion og nyrebækkenbetændelse er ubehagelige lidelser, som også kan være farlige. Når bakterierne først er kommet ind i urinvejene vokser de hurtigt. De formerer sig hvert 15. Til 20. minut, så i løbet af få timer er der mange tusinde.

Piger/kvinder er mere udsatte end drenge/mænd
Urinvejene, nyrerne, urinlederne, blæren og urinrøret er organer, hvor der almindeligvis ikke befinder sig bakterier. Men alligevel kommer bakterierne ofte op i den nederste del af urinrøret, specielt hos piger og kvinder, hvis urinrør kun er 3-4 cm langt.

Hos drenge og mænd er der også bakterier i den nederste del af urinrøret, men da det er 12-15 cm langt, og der i blærehalskirtlen (prostata) findes sekret, som er med til at nedbryde bakterierne, er risikoen for urinvejsinfektion langt mindre.

Kvinder er meget modtagelige for infektion, fordi bakterier fra huden, skeden og endetarmen kan bevæge sig op i blæren via urinrøret. Hormonændringer i menstruationscyklus kan også gøre kvinder mindre modstandsdygtige mod de bakterier, der kommer op i blæren. Kvinder i menopause (tidspunktet for den sidste menstruationsblødning) får ofte urinvejsinfektion, fordi deres slimhinder er atrofiske (de mangler næring og er tynde og uelastiske).

Ukompliceret og kompliceret urinvejsinfektion
Bakterier, der er kommet ind i urinvejene har tendens til at sætte sig fast på slimhinden, men de kan skylles ud ved at drikke meget væske og lade vandet ofte. Dette er en ukompliceret urinvejsinfektion Den går ofte over i løbet af få dage.

Er der områder i urinvejene, hvor urinen står stille, fordi der er afløbshindring (fremmedlegemer som f.eks. kateter, sten i urinvejene eller ”ujævn slimhinde som ved cancer”), kan bakterierne ikke skylles ud. De formerer sig som anført ovenfor og kan give en svær og kompliceret urinvejsinfektion.

Hvad sker der i kroppen, når der opstår urinvejsinfektion?
Ved den ukomplicerede urinvejsinfektion opstår der smerter over blæren og hyppig vandladning med smerter og efterfølgende svien. Der er sjældent feber.

Ved de komplicerede og alvorlige tilfælde af urinvejsinfektion opstår der også feber og en almen dårlig tilstand ligesom ved influenza. Der kan opstå kulderystelser, hvis feberen stiger hurtigt. Disse symptomer er organismens reaktion på bakterier. Første gang man får en urinvejsinfektion, kan det komme ”som lyn fra en klar himmel”. Har man imidlertid tendens til at få urinvejsinfektion, mærker man advarselstegn som træthed, lidt besværet vandladning og måske ildelugtende urin og let temperaturforhøjelse. Så skal man drikke rigeligt og ”tømme” ofte.

Det er accepteret, at yngre kvinder mellem 25-45 år af og til – på grund af det korte urinrør – har urinvejsinfektion (det vil sige en ukompliceret og ikke behandlingskrævende urinvejsinfektion).

Børn, mænd og ældre kvinder bør blive undersøgt, så årsagen kan findes og dernæst fjernes/elimineres. Yngre kvinder med gentagne infektioner skal selvfølgelig også undersøges.

Typer af undersøgelser
Ved undersøgelserne registreres væskeindgift og -udgift i et væskevandladningsskema. Den patient, der kun lader vandet morgen og aften, har udviklet det man kalder ”selskabsblære”. Men ved at have vandladning hver tredje time kan man faktisk blive helbredt. Bakterierne skylles ud i toilettet og bliver derved hindret i at udvikle sig til en infektion. Ved røntgen bliver nyrerne og urinlederne undersøgt. Der undersøges for afløbshindring, f.eks. sten eller tumorer. Blæren bliver gennemgået med kikkert (cystoskopi).

Patienten lader også vandet på et specielt toilet, så plejepersonalet kan vurdere urinstrålens kraft. Bagefter måles mængden af resterende urin i blæren. Patienten bliver selvfølgelig behandlet med antibiotika mod de bakterier, der har givet infektionen. Hvis patienten er dårlig, får han/hun medicinen direkte i blodkarrene. En eventuel sten eller kræftsvulst vil blive fjernet, så infektionen ikke kommer igen.

De patienter, der har dårlige vandladningsvaner, kommer på ”tissekursus” (drik meget, tis ofte). I nogle tilfælde har patienten en afløbshindring fra urinvejene (f.eks. forsnævring i urinrøret, stor blærehalskirtel, nedsunken livmoder), eller blæren er syg og kan derfor ikke ”pumpe” urinen ud (f.eks. Multiple Sklerose, andre nervesygdomme, selskabsblære). Disse patienter kan med meget stor fordel lære at tømme deres blære med kateter (Ren Intermitterende Kateterisation, RIK). Hver gang de tømmer blæren, undgår de, at urin står i deres organisme ved 37 grader, og at eventuelle bakterier vokser som i en mikroovn (én colibakterie bliver i løbet af tre timer til 28.000 bakterier).

RIK
Foretager man selvkateterisation (RIK – Ren Intermitterende Kateterisation), skal man kun have antibiotika ved svær infektion. Det vil ofte sige, når der opstår feber og smerter. Specielle forhold kan selvfølgelig spille ind, så denne praksis ændres. Får man antibiotika for urinvejsinfektion, er det vigtigt, at man tager medicinen i hele den periode, som lægen har ordineret. Derved undgår man resistente bakterier, og almindeligvis også tilbagevendende infektion.

Forebyggelse
Drik godt og tøm urinvejene ofte. I U.S.A, har man vist, at hvis man drikker tranebærsaft med jævne mellemrum, kan bakterierne ikke sætte sig fast til infektion. Det gælder selvfølgelig også i Danmark, men ingen ved med sikkerhed, hvor meget man skal drikke, og om kapsler med tranebær er lige så gode som saft. Under alle omstændigheder kommer der fokus på ens væskeindgift og -udgift og det er også godt. Nogle sværger til surgjort urin (ved at indtage C vitaminer og lignende). Disse tiltag kan hjælpe, men den sure urin gør, at enkelte ubehagelige bakterier og svampe kan overleve og give en meget kraftig urinvejsinfektion. Den sure urin kan også ødelægge blærens beskyttende slimlag, som beskytter slimhinden mod urinen. Hvis der kommer ”huller” eller ”revner” i slimlaget, kan bakterierne få gode vækst betingelser, og give sviende fornemmelser.

Urinvejsinfektion uden bakterier
Ligesom sur urin kan visse fødemidler, drikke og medicin ødelægge slimlaget og slimhinden i rinvejene. Når slimhinden er ødelagt kommer bakterierne bagefter og sætter sig fast. Nogle mennesker, specielt kvinder, har denne overfølsomhed over for f.eks. citrusfrugter, dårlig vin med konserveringsmidler, stærk kaffe, te eller lignende. Der er beskrevet flere tilfælde, hvor stor indtagelse af læskedrikke med kunstige sødemidler har ødelagt blæreslimhinden. Disse piger/kvinder kan helbredes ved at undgå ovenstående læskedrikke i for store mængder.

More Posts

Covid19 / Corona – august 2020

Hvis man følger med i nyhederne, og man ser hvordan der er demonstrationer om at bruge mundbind, teorier om at Bill Gates vil overtage verden,

De 1000 ansigter – Vivi Mikkelsen

Navn:Vivi Mikkelsen Alder:53 Bor i:Hvam 8620 Kjellerup Hvornår fik du din diagnose?November 17 Hvad var dine første symptomer?Nedsat kraft og føleforstyrrelser. Kognitiv svækkelse ved bl.a.

Sjælens barn

Sjælens barn: Den smilende facade Værner om hjertets ballade. Nede i ensomhedens kælder De tårer jeg indvendig fælder. I materialismens borg Vokser livets sorg. Med