Ren nemesis eller er min intelligens blevet for stor…???

Annette B. Hafstrøm

Ja, det skulle jo ske. Knapt havde jeg lagt artiklen ”Tanker om den røde tråd” på sitet, før jeg fik den der velkendte trykken i hovedet, som enten er tegn på betændelse i hjernen, eller at min intelligens er ved at blive for stor ……… Personligt ville jeg jo helst tro på det sidste ;-))

…men, så begyndte jeg at miste noget af mit perifere syn, tekst tv var pludselig blevet lidt sløret, jeg var irritabel, min balance blev en smule dårligere og jeg kunne ikke længere have så mange bolde i luften af gangen.

Nu er jeg jo så godt som læge selv, da jeg jo både har set Lægens bord flere gange OG har læst på Netdoktor, så jeg begyndte at spise Ipren, som jo kendt for at være betændelseshæmmende i håb om, at Ipren kunne fjerne betændelsen. Det tog da også lidt at min trykken i hovedet, men det hjalp ligesom ikke rigtigt nok. Jeg vidste, at det nok var et mindre attak der var på vej, men synes ikke rigtigt, at jeg ville forstyrre Riget, for jeg havde det jo stadigvæk meget bedre end mange scleroseramte har det til hverdag.

Da det begyndte at gå ud over min indsats på arbejdet og jeg efterhånden var temmelig træt af mit slørede syn, tog jeg mig sammen, ringede til Riget, og fik tid en tid dagen efter kl. 10.00, hvor neurologen kunne konstatere at jeg havde et mindre attak.

Ren nemesis! Jeg havde jo lige skrevet, at jeg først forventede mit næste attak i 2016….

 

Nemesis = skæbnens straf hvis man er overmodig!!

Efter mit seneste attak i 2008 startede jeg med at tage medicin, da jeg var blevet bekymret over snakken om blinde attaker (Et såkaldt blindt attak, er et attak der ikke umiddelbart giver nogle symptomer, men som alligevel i al sin ubemærkethed efterlader ar i hjernen), og man siger jo at medicin forlænger perioden imellem ens attakker – såvel de blinde som de synlige attakker, så hvorfor er det lige, at der nu kun går 2 år i mellem mine attakker, når der ”normalt” går 6 til 7 år???

Det spurgte jeg neurologen om. Han kunne ikke umiddelbart give mig et svar på dette, men sagde at det jo netop kunne være på grund af medicinen, at mit attak var så forholdsvis mildt… hmn…

Efter en kortere neurologisk undersøgelse og samtale, blev jeg sat i tabletbehandling med Medrol. Det vil sige, neurologen lagde en elektronisk recept på en ”attak pakke” ud på nettet…

Jeg forlod Riget kl. 12.15, efter diverse blodprøver o.s.v. og tog direkte til Islands Brygges apotek. Der var jeg kl. 12.45, men der var ingen recept i deres system. Jeg ventede derfor pænt – og længe - på at recepten skulle dukke op i deres system!

Kl. 13.45 ringede jeg til Riget for at rykke efter recepten. Recepten var blevet sendt, men de lovede at sende recepten igen, da der jo måtte være gået et eller andet galt på den elektroniske motorvej. Personalet på apoteket var bare SÅ søde, hjælpsomme og forstående, og havde helt klart ondt af, at jeg bare sad der og sad. Kl. 15.00 var recepten stadig ikke kommet, så jeg rykkede Riget igen og bad denne gang om, at de sendte recepten per fax.

kl. ca. 15.15 kaldte apotekeren glad på mig, min recept var endelig kommet! ….. men så kiggede den søde unge apoteker ordentligt på recepten og sagde næsten grædende: ”Jamen vi har jo slet ikke Medrol hjemme……” Hun var tydeligt dybt ulykkelig på mine vegne og gik straks i gang med at ringe rundt til diverse apoteker for at finde noget Medrol til mig. Det lykkedes hende at finde Medrol på Christianshavn Apotek og hun sørgede for straks at få det lagt til side til mig. Hun var bare SÅ fantastisk!!

Jeg tog så til Christianshavns apotek og var hjemme igen kl. 16.30 – 445.75 kr. fattigere!!! – Jeg slap kun så ”billigt” fordi jeg ikke ville have sovepillerne, som ellers er en del af ”attak pakken” – ellers var det blevet noget dyrere.

Hold op det er dyrt! Hvorfor skal vi selv betale for tabletbehandling med Medrol, når infusioner med Solu-medrol er gratis? Kunne de ikke bare udlevere ”attak pakkerne” på hospitalet?? - så slap man jo også for at sidde i 2½ time og vente på et apotek 😉

Vel , 445, 75 kr. vælter ikke mit budget, da jeg har fuldtidsarbejde, og jeg er helt klar over at hospitalerne har en meget stram økonomi og derfor skal spare mest muligt, men jeg kan da godt forestille mig, at det må kunne vælte budgettet for en af de mange førtidspensionister med sclerose! Kan det virkelig være rigtigt, at vi skal betale vores attak behandling selv?? – hmn…. Velkommen til ”Velfærdssamfundet” !

Ok, pengene er for mit vedkommende givet godt ud! Jeg er næsten fit for fight igen efter 4 dage på Medrol, mit perifere syn er kommet tilbage, mit syn er ikke længere sløret, min balance er blevet bedre og jeg kan igen have flere bolde i luften på en gang, så nu venter jeg bare på eftervirkningerne af den ”kolde tyrker”, som vi får, når vi går direkte fra 500 mg Medrol dagligt til 0. ……

Feberen og influenza symptomerne kan være næsten ulidelige og ubærlige, men de plejer heldigvis kun at vare et par dage – og hvem siger i det hele taget, at jeg får bivirkninger denne gang ?????

Har du selv har erfaringer med Medrol som ATTAKbehandling, hvor du SELV har betalt for behandlingen? Er det normalt, at vi scleroseramte selv betaler for tablet behandling med Medrol? Og hvad er din holdning til at scleroseramte selv skal betale for ATTAKbehandlingen?

Vi vil meget gerne have dine kommentarer til dette og høre om dine egne erfaringer. Skriv evt. et indlæg i debatten, HER

Med optimistisk hilsen til alle

Annette B. Hafstrøm
September 2010

More Posts