Skovhytten

I Skovhytten blomstrer genbrugen – og frirummets muntre og afslappet stemning giver børnene ro. 

medium_2_0

Børn råber: Alice kommer – Alice kommer – inden jeg når ind på legepladsen. Da jeg har åbnet lågen råber flere børn: Har du nogle ruller med til Skovhytten i dag?
Flere børn løber mig i møde og en dreng spørger efter nøglen til Skovhytten. Jeg giver ham nøglen og mens han løber over legepladsen og ned mod hytten råber han: Jeg har nøglen til Skovhytten
Jeg ser flere børn vende cyklen og mooncaren og køre efter drengen. Børn kommer mig i møde og fortæller glædesstrålende, at de har toiletruller og æsker med.

Jeg blev uddannet pædagog i 1988 og har arbejdet i flere forskellige børnehaver fra København til Slagelse. Jeg arbejder nu i Antvorskov Børnegård i Slagelse, som har plads til ca. 110 børn. To vuggestue grupper og 4 grupper med børn fra 3 til 6 år. Jeg tilhører en børnehave gruppe.

Jeg har altid været meget engageret i mit arbejde og har altid lagt vægt på, at have fokus på børns interesser her og nu eller mangel på samme og hvorfor. Se, lytte, observere og opleve børn blomstre med de kreative sider de har, får eller opdager.

I en travl børnehave har jeg tit oplevet, at det kan være svært at lave spontane kreativiteter hvor børnene får tid til fordybelse – der skal helst ikke mangle personale, der skal være tid til at finde materialer, tid til oprydning og hvornår er der mulighed for, at børnene kan fordybe sig igen.

Børn har brug for ro og fred til at lade fantasien få frit løb eller også fred til bare at være, men mellem mange børn kan det være svært.

Da jeg i 2002 blev ramt af sclerose, var det rart for mig, at kunne fortsætte, som pædagog i børnehaven i fleksjob ordning. Selvom jeg skulle afgive nogle ansvars områder, så jeg en del muligheder i, at kunne koncentrer mig 100 % om børnene i de timer jeg kunne mestre. Jeg har hele tiden haft en personlig hjælper, som kan tage sig af de praktiske gøremål og hjælperen er der i stedet for mig – hvis jeg har brug for at tage hjem – et symptom som de fleste sclerose patienter døjer med er bl.a.træthed. Indtil år 2007 har jeg kunne bevæge mig frit og uden stok, men da min gang funktion og balance er blevet dårligere – føler jeg mig usikker på legepladsen. Jeg har nu 12 timer om ugen – og mine timer er primært fra kl. 12-15 i den tid er ca. 88 børnehave børn på legepladsen.

På legepladsen i en fjern krog under nogle store træer er bygget en hytte, til alle former for kreativiteter og med mulighed for opvarmning, så den kan bruges hele året rundt. Hytten er ligeledes indrettet med borde og bænke. Derfor fik jeg den ide, at jeg kunne sidde i hytten i eftermiddags pausen og tilbyde børnene, at lave forskellige ting af genbrugs materialer sammen med dem. Jeg forelagde ideen på et personalemøde og alle syntes at det var en genial ide.

medium_1

Jeg hængte opslag op på stuerne med opfordring til alle forældrene om, at gemme og tage alle former for genbrugs materialer med til Skovhytten, som huset blev døbt.

Æggebakker, toilet- og køkken ruller, papæske fra tomater, citroner m.fl. tændstikæsker, tandpastaæsker, løg-,og frugt net, skotøjsæsker, vinpropper, stof- og garn rester, ugeblade og mange flere sager kan bruges.

Mine kollegaer og forældrene kommer ind i hytten og nyder synet af den energi der bliver lagt i fremstillingen af unikke papsager.

Alle materialer står fremme – sakse, lim, farver, vandfarve, vand, pensler, ugeblade, tegnepapir, og meget mere.

Stemmerne er høje mens børnene kaster sig over diverse pap ting og ideerne flyver rundt i rummet – og iveren for at kreere noget er på sit højeste. Det er skægt og også opløftende for mig.

To toilet ruller, en køkkenrulle og en lille æske og med en del tape på – bliver det til en kampvogn. Mange ruller er blevet til kikkerter, pistoler og med mange ruller større gevær. Kamera af en æske og en halv toiletrulle, tasker af en sæbe kasse og en stof rest. Pandebånd klippet af gammelt tøj og navn eller et ansigt skrevet på med en tus og børnene siger hej og løber ud på lege pladsen og er indianer, dansepiger eller sørøver. Andre børn løber ind og vil også lave det, som de har set en kammerat komme ud af hytten med. Mange af de malede pap ting og malerier får jeg ikke altid skrevet navn på, men det gør ikke noget for, så laver jeg konvolutter af malerierne og nogle børn kan lide at klippe blomster ud fra gamle have leksikon og gemme i en konvolut og andre børn får nye ideer, der hvor et andet barn er gået i stå.

En dag lavede børnene fingerringe af gamle knapper og nogle knapper kom på en færge, lavet af en sæbekasse og en køkkenrulle blev skorsten. Et hul i en mindre papkasse og et plastik ymer bæger med hul i blev til en kasse hvor børnene legede – Gæt en ting i kassen – med hinanden.

Jeg synes at, det er en gave for mig, at kunne sidde i Skovhytten og trille nogle ideer ud af hånden og se børnenes glæde ved, at komme i huset. Jeg hilser på alle der kommer ind eller forbi, børnene får nogle kvikke, trøstende, syngende ord fra mig eller bare et kram, det er nogle gange bedre end ord. Børnene forventer, at jeg har øjenkontakt med dem når de kommer og går – og det er jo meget vigtigt for os alle at blive set.

Børnene har sjove og utrolige fantasifulde ideer. Vi får snakket om alt muligt – både om det de forestiller sig at skulle lave og mange andre historier og oplevelser hjemme, i weekenden hos onkel Kurt, eller den tur de var på i går – mens de med omhu udvælger nogle genbrugsmaterialer fra kassen.

Jeg oplever at børn venter på at jeg møder, de hjælper mig med at hente diverse til hytten, låse døren op, giver mig min stok, de husker de få regler jeg har i huset og belærer hinanden om dem. Børnene kan vente på tur og mens de venter får de et nummer og de kan kigge i nogle dyrebøger, og børnene får tit fanget hinandens interesse, de kan hjælpe hinanden med forklæder, med at folde æsker og andre ting som jeg beder dem om. Der er også børn der kan sige: Jeg kan godt selv, men vil du ikke nok hjælpe mig.
Nogle børn kommer også forbi og siger hej og får et kram og jeg får også selv mange kram.

En dreng bliver hentet af sin farmor og jeg siger farvel og de går, inden de når af lågen, løber drengen tilbage og giver mig et kram og siger: Du kommer i morgen ikke ? – jeg nikker mens en tåre triller frem i mit øje.

Skovhytten er virkelig blevet et selvstændigt rum, som for børnene ikke har noget med resten af børnehaven at gøre.

Indimellem skriver jeg nyt fra Skovhytten og sætter op til forældre og kollegaer. Jeg husker ikke alle de guldkorn jeg hører, men jeg nyder at være Skovmutter.

Af pædagog Alice Barcelli ansat i Antvorskov Børnegård i Slagelse.

More Posts

Covid19 / Corona – august 2020

Hvis man følger med i nyhederne, og man ser hvordan der er demonstrationer om at bruge mundbind, teorier om at Bill Gates vil overtage verden,

De 1000 ansigter – Vivi Mikkelsen

Navn:Vivi Mikkelsen Alder:53 Bor i:Hvam 8620 Kjellerup Hvornår fik du din diagnose?November 17 Hvad var dine første symptomer?Nedsat kraft og føleforstyrrelser. Kognitiv svækkelse ved bl.a.

Sjælens barn

Sjælens barn: Den smilende facade Værner om hjertets ballade. Nede i ensomhedens kælder De tårer jeg indvendig fælder. I materialismens borg Vokser livets sorg. Med