Tænk engang !

Som en del af Sclerose.infos PDF online magasin – skriver Paul-Erik Kirkegaard en artieklrække som hedder “Tænk engang”.

Det er tanker – det er meninger – det er holdninger – det er følelser

Her er en af Paul-Eriks tekster og tanker .
Som medlem af Sclerose.info har du tilgang til alle de “Tænk engang” der ligger på hjemmesiden.
Som besøgende må du “nøjes” med at læse nedenstående.

Vector illustration of a man lock up in prison

Prøveløsladt

Jeg sidder i det samme fængsel som Jonas Varbæk.

Tak til Jonas for inspirationen.

Nu har jeg givet mig selv en prøveløsladelse! En udgang fra fængslet, for jeg vil ikke være der.
Fortidens spøger i min bevidsthed. Det samme gør fremtiden, frygten og bekymringerne i nuet. Det er tanker der fængsler mig, og jeg vil ikke have dem.
Vi bærer alle etiketter, der svøber sig omkring os.
Jeg har sclerose, jeg er bipolar, jeg er ditten og datten.
Nej, jeg er et menneske, en person, der har sclerose, er bipolar eller hvad ved jeg, men jeg er et menneske – med!
Jeg er Paul-Erik og den gamle sure kælling af en krop, den har sclerose. Jeg har det ikke!
Er det ikke sådan med etiketter? Det er selvopfyldende profetier, jeg er pludselig en sygdom, et fjols der ikke duer til ret meget.
Nej så gu´, jeg er måske et fjols, men et fjols med en sygdom.

Mennesker der får at vide, at de ikke duer til det ene eller det andet, de tror på det, og fantastisk nok, så duer de heller ikke til noget.
Omvendt, hvis de samme mennesker opmuntres, ja, “det duer det du laver”, ja så lykkes tingene også.
Det skal prøves af i halve timer af gangen under prøveløsladelsen, at give slip på den fortid og være i nuet – det sted jeg helst af alle steder vil være.
Det er ikke uden frygt og bæven jeg prøveløslades. Fortidens fængsel er også et velkendt sted for mig, det giver en form for tryghed, som jeg nødigt slipper.
Alt den baggage fra fortiden er noget af et tungt læs, men i weekenden slipper jeg den fortid. Rejser “light”, ingen tasker og pakkenilliker.

Vi fortæller hinanden at vi skal lære af fortiden, men ikke mig.. De fejl har jeg begået en gang, dem behøver jeg ikke gentage.

Jeg vil lære af nuet, det er det jeg vil. Møde mennesker, lære ting og lytte. Fokus på de gode ting i nuet, og ikke lege “find fem fejl” med fortiden. Fortiden har jeg glemt i en lufthavn et sted – jeg ved ikke hvor – men det er også lige meget, for denne weekend er fri af fortid. Jeg tør godt prøve friheden.

Nummer to forhindring for min løsladelse, er fremtidens fængsel.
Jeg frygter at få en tagsten i hovedet i morgen, at der kommer klimaforandringer, og nationaløkonomien går ad hækkenfelt til. Men hvor er stedet, hvor fremtiden skabes? Det er lige nu! I nuet, dette vidunderlige øjeblik hvor fremtiden skabes.
Omvendt, hvis nogen kendte til fremtiden, ville det ikke være, som at kende resultatet på fodboldkampen, i sjælden grad uspændende underholdning!

Hvad betyder fremtiden konkret? Tja, jeg skulle nå et tog, men missede det da jeg mødte en god veninde, som havde behov for at tale med mig.

  • ‘Men gud, nu nåede du ikke dit tog!’ sagde hun undskyldende.
  • ‘Punkt et, så er det ikke mit tog, og to, så kører der et igen om 20 minutter, no problem.’

Det rigtigt fine med en weekend i det fri er, at jeg har valgt den raske side af mig, den der ikke er syg. Fri af det MS mærke på P.E. Ikke at jeg laver mig om, nej, jeg ønsker at være i den krop lige nu og her, for det er det bedste sted i verden at være. Andre steder vil være det samme, som at komme i fængsl.

Ofte vælger vi at være i fængsel.. Med en ægtefælle der er krop umulig, jobbet der er noget bras, vi vælger selv fængslet.

Hvordan kommer vi ud af det fængsel – hey, gør som jeg – tag en prøveløsladelse engang imellem, og vær der, hvor det er det bedste sted i verden – for dig – TÆNK ENGANG – sikke en prøveløsladelse.

Et andet af mine fængsler jeg vil ud af, er det, at give omstændigheder og andre skylden, når det ikke går, som jeg havde forventet.

Det er også min kærestes skyld, for havde hun ikke …
Den tossede chef, kaptajnen der forulykkede er skyld i katastrofen. Nej, der kan ikke bebrejdes, for der sker ulykker. Hvorfor bebrejde andre?
Det er også mine forældres skyld, at jeg har sclerose, de kunne bare have ladet være med at lave mig.
For at komme ud af det fængsel skal vi spørge os selv – hvad kan vi bruge det til ?
Alt andet lige, så er det nemmere at tilgive det skete, og så komme videre. Hvorfor slæbe rundt på alle de negative følelser, når vi med et tryk på knappen kan beslutte, væk med jer, jeg vil ud af det fængsel.

 

Tænk engang…..

//Paul Erik Kirkegaard