| |
Behandling
Der er i dag ikke nogen direkte helbredende behandling for sygdommen sclerose.
Der forskes i at finde en konkret løsning – og alle scleroseramte og deres pårørende venter med længsel på dagen, hvor løsningen findes.
Sclerose behandles i dag primært med følgende medicin
Beta-Interferon og Copaxone
Desuden benytter læger på hospitalerne andre behandlingsformer såfremt din krop reagerer negativt over for medicinen.
Du kan kontakte din læge for yderligere information
Beta-interferon anvendes hovedsageligt til behandling af attakvis multipel sclerose men også til nogle patienter med sekundær progressiv sclerose. Omkring 1500 patienter i Danmark er i behandling med Beta-interferon.
Medicinalfirmaet Schering fremstiller "interferon beta-1b" hvilket som det eneste interferonpræparat anvendes både til patienter med attakvis multipel sclerose samt til patienter med sekundær progressiv sclerose, der fortsat oplever attakker. Det tages som injektioner hver anden dag og sprøjtes lige under huden.
Beta-interferon er er et naturligt protein, der fungerer som signalstof mellem celler i den normale menneskekrop. Bliver en celle angrebet af virus, producerer cellen beta-interferon, som frigives fra cellen. Her ”sladrer” beta-interferonet til de omkringliggende raske celler om, at et virusangreb er forestående. Nabocellerne kan derved få tid til at afværge angrebet.
Beta-interferon er kun et ud af et utal af signalstoffer, som under normale forhold skaber balance i immunforsvarets funktion.
Alfa-interferon, som produceres af andre celler, har en kemisk sammensætning som er lidt forskellig fra beta-interferonets, og virkningen er ikke helt den samme.
Et tredie signalstof, kaldet gamma-interferon, produceres i store mængder under scleroseattack. Behandling med gamma-interferon forværrer sygdomsprocessen ved multipel sclerose. Effekten af beta-interferon ved multipel sclerose menes at skyldes en hæmning af gamma-interferonet.
Behandling med beta-interferon
Da beta-interferon er et protein, nedbrydes det i tarmsystemet, hvis det indtages gennem munden. Det er derfor nødvendigt at give stoffet som injektion i f.eks. låret. Den scleroseramte oplæres i selv at stikke sig og håndtere medicinen. Injektionsteknikken afhænger af præparattypen:
- Betaferon gives under huden i en dosis på 8 mill. hver anden dag.
- Avonex gives ind i en muskel på låret i en dosis på 6 mill. en gang om ugen.
- Rebif gives under huden i en dosis på 6 mill (Rebif 22) eller 12 mill. (Rebif 44) x 3 ugentligt.
- Copaxone gives i daglig dosis på 20 mg med injektion under huden
|