| |
| | |
 |
| |
ANKERSEN UDEN FILTER #6
HERO
Nogle gange bliver jeg bare så træt, så himmelråbende træt af at være stærk!
Når man! er stærk og har stålfast viljestyrke forventes det, både af dig selv og af dine nærmeste, at man klarer skærene, når ”the shit hits the fan”/ uheldet er ude.
I mit liv gælder det, når jeg rammes af et attak...
Presset stiger jo værre attakket er.
Presset fra de nærmeste pårørende kommer som sætninger: ”Jamen, du plejer jo at kunne” – ”Jamen, du plejer jo at klare det så flot” – ”Jamen, du er jo før kommet igennem et attak” – ”Jamen, du plejer at være så stærk” – ”Jamen, du plejer da ikke at være så negativ”- ”Jamen, du plejer da ikke at være så opgivende!” -”Jamen du plejer da ikke at græde”- Jamen du plejer da ikke at pive over smerter”
”HVAD ER DER GALT MED DIG KVINDE ???” spørger de måbende og himmelråbende.
Og alt dette sker, bare fordi jeg for én gang skyld har været ærlig!!!.
Jeg mener virkelig ærlig. Jeg har bekendt kulør og sagt højt, ”at jeg er så bange for, hvad denne fucking sygdom gør ved mig, gør ved mig nu og i fremtiden”. Jeg har sagt højt, ”at angsten bider og æder store stykker af min viljestyrke og af mit mod”. Jeg har grædt i telefonen, når jeg talte med min far. Jeg har grædt sammen med mine nærmeste i mit hjem, og tårerne har skabt panik - ikke inde i mig, dér har de givet lettelse og plads, men de har skabt panik hos de mennesker, der elsker mig højest, og dét skaber en slags panik i mig...
For hvorfor må man som stærk og modig kvinde ikke udvise angst og svaghed momentvis? Skal man ikke kunne gøre det? Er det ikke en menneskeret?
Kan det passe, at blot fordi man har kampgejst og viljestyrke, og altid tager kampen op mod livets udfordringer og bestiger bjerge, må JEG så ikke engang imellem få et lille BREAKDOWN- må jeg ikke en gang imellem bryde lidt sammen og slippe de satans stramme tøjler, jeg holder mig selv i for at styre denne fucking onde sygdom, som er blevet min skæbne at bære i dette liv???
Må jeg ikke engang imellem ”slå en bøvs”, komme op på ”mors skulder og bøvse”- bare få lidt luft, lidt ro UDEN panikken i mine nærmestes øjne og hjerte breder sig.
Kan det passe, at ”den ramte” skal rammes af de pårørendes angst for svaghed fra den stærkes side?
Skal ”den ramte” bære de pårørendes byrder?
Må jeg ikke nok herinde komme med en kærlig opfordring til alle pårørende til mennesker i krise og sorg og angst;
- LYT OG ELSK UDEN ORD
- BARE LYT OG GIV ET KRAM, ET KYS
- SEND EN BLOMST
- SEND ET POSTKORT MED KÆRLIGE, STYRKENDE ORD
- SEND EN SMS MED EN KÆRLIGHEDSERKLÆRING, EN SMS HVOR DEN KRISERAMTES BETYDNING FOR DEN PÅRØRENDES LIV UDDYBES
- SKAB ET RUM FOR DEN KRISERAMTE, HVOR DET ER TILLADT AT GRÆDE, OG GRÆDE UD
- LAD FORTVIVLELSEN, VREDEN OG FORVIRRINGEN VÆRE, LAD DEN KRISERAMTE MÆRKE AT ALLE FØLELSER ER TILLADTE
- LYT LYT LYT OG GRÆD UD DERHJEMME
- VÆR STÆRK OG UDVIS MOD OG VILJESTYRKE FOR DEN KRISERAMTE, NÅR HAN ELLER HUN IKKE SELV KAN, VED AT TAGE IMOD...
I mit liv er mine nærmeste min ene lunge. Uden dem trak jeg ikke vejret så frit og ubesværet, som jeg gør nu. Uden dem var jeg ikke dén jeg er. Uden dem havde jeg ikke kunnet kæmpe så intenst, som jeg har gjort og gør mod og med sclerosen. Jeg er taknemmelig for deres kærlighed og støtte...
Dog er det faktisk muligt at leve med én lunge. Det er faktisk fakta.
Fakta er også, at det ikke er mine pårørende, der hver morgen vågner med smerter i halvdelen af kroppen. Det er ikke dem, der hver morgen vågner op en kende skuffet over, at symptomerne på sygdommens ondskab stadig sidder i min krop – øv Gud, Du lovede mig i går aftes at i morgen bliver alt bedre. Der hver morgen vågner op, og skal træne cirka tre timer om dagen for at livet er tåleligt og benene gangfunktionelle! Det er ikke mine pårørende, der må undvære spontanitet, alt skal planlægges med indlagte hvil etc... Det er ikke mine pårørende, der må tænke over toiletforhold konstant - ”er der et toilet i nærheden, jamen så kan jeg godt lege”... Det er ikke mine pårørende, der skal træffe livsvigtige beslutninger om forebyggende medicin, der ingen helbredelse giver, men muligvis nedsætter risikoen for nye attakker med 30 %. Det er ikke dem, der hver dag skal stikke sig i maveregionen med medicin, som giver frække og smertende bivirkninger. Det er ikke dem, der mærker angstens svedige væsen klistre sig fast i centralnervesystemet og sprede skræk og rædsel.
MEN de pårørende er dem, der elsker mig og som bærer mine sorger sammen med mig, og det er jeg dem evigt taknemmelig for. Og hvis angsten for at sclerosen en dag får mig helt ned med nakken, ånder dem i nakken!, må de tale med nogle af deres pårørende, ikke mig - jeg vil ikke også bære deres angst...
Men, når jeg IKKE har et attak og sclerosen er mild og min livsduelighed er intakt, vil jeg gerne forstå og lytte til den pårørendes angst for at miste mig til sclerosens grimme skæbne. Bare IKKE imens jeg selv kæmper for livet og for at holde mit livsmod oppe, når et attak har lagt mig ned.
Jeg har det bedste netværk i denne verden af mennesker, jeg elsker, og som elsker mig! Jeg er et velsignet menneske. Og tro mig, når jeg siger, at jeg godt ved, at denne sygdom, der bor i min krop, også RAMMER mine pårørende og deres hverdag. Især er min mand ”udsat”. Han er underlagt ”reglerne” for livet med en handicappet, nemlig at der skal tages hensyn, selvom jeg hader at indrømme det. Han lader aldrig skinne igennem, at livet med mig er besværligt, men han indrømmer, at spontanitet er en saga blot, og at når jeg har smerter, smerter det ham!...
Sclerose er en utrolig grim sygdom, men man kan faktisk leve et umanérligt smukt liv med sygdommen. Jeg har ikke knækket hele koden til det ”perfekte” liv med en uhelbredelig sygdom i bagagen, men med støtte fra mine pårørende og mit livsmod, min viljestyrke, lidt held og ”begge lunger intakte” LEVER JEG ET ÆRLIGT LIV, OG DET ER DENNE ÆRLIGHED DER I KÆRLIGHED ER KOMMET PÅ SKRIFT I DENNE ANKERSEN UDEN FILTER #6.
Take it og leave it!
|
|
|
|
|
