Forløbet op til diagnosen – sker det ikke kun for naboen – del 1

Af Mia B. Lorenzen

Da Mia var under udredning skrev vi sammen med Mia.
Vi aftalte at såfremt Mia blev en af os få udvalgte (øv)

scleroseramte ville vi meget gerne høre Mia historie.

Forløbet i udredningsfasen.
Desværre – kan vi bringe historien. Det er en lang menmeget ærlig og utrolig godt beskrevet historie – forløb –så i stedet for at bringe hele historien har vi aftalt at bringeden over 3 dele.
Første del kommer her …

Torsdag den 28 juni 2018. Vågner jeg op med en forfærdelig hovedpine i baghovedet, jeg er rigtig godt snottet har ondt i halsen. Jeg har det et par dage, passer dog mit arbejde. jeg googlede  bihulebetændelse og i sjældene tilfælde kunne man få ondt i baghovedet og konstatere selv at jeg har fået en gang bihule betændelse… og det skal da ikke forhindre mig at arbejde selvom det er hårdt for hovedet.

Fredag morgen  den 6.juli 2018 tager jeg på arbejde. jeg har ferie fra mit oprindelige arbejde men har taget nogle vikartimer på et plejehjem.

Hen på formiddagen omkring kl 10 begynder jeg at få en prikken/sovende fornemmelse i min venstre tommelfinger,  helt ude i spidsen, det kommer og går lidt og tænker at jeg nok bare har klemt min finger i noget.

Jeg snakker med en kollega om det, at det er sku da noget træls noget, og hun fortæller en historie om hendes egen hånd der nogen gange holder sin egen lille fest..

… der går lidt tid og jeg mærker nu den samme følelse omkring mine læber og næsebor, stadig kun i venstre side. Jeg bliver lidt bekymret, men da det kommer og går fortsætter jeg  mit arbejde..  jeg begynder nu omkring 13 tiden at mærke det i mine tær og op på ydersiden af benet.  Det begynder at tage til og tager nu også ved i min hånd, op langs armen og omkring øre og øje.

Min kollega bliver bekymret for mig og siger jeg skal gå ind forbi vores anden kollega inden jeg tager hjem for at få målt mine værdier.  Jeg ved ikke om jeg selv er bekymret i dette tidspunkt, det er jeg vel nok, men tror bare jeg egentlig er så bange at jeg fortrænger det. For der jo aldrig noget galt med mig? Det jo naboen det sker for!

Jeg går forbi anden kollega  inden jeg vil køre hjem, hun måler mine værdier, er er allesammen fine.  Jeg tager kontrakt til egen læge, hvor jeg får fat en i sekretær. Jeg kan desværre ikke tale med lægen men hun vil ligge en besked, og hvis han ikke ringer tilbage inden 16 kan jeg jo ringe til vagtlægen . Klokken er nu 15.00.  Eller  jeg kunne ringe 112 hvis jeg mente jeg evt havde en hjerneblødning..

EN hjerneblødning?!

Det jo ikke lige det man mistænker sig selv for at have.

Og hvad er du for en lægesækretær, burde der ikke være nogle alarmklokker der ringede hos dig når jeg fortæller dig mine symptomer. ?

Jeg kører forsigtigt hjem med en kollega bag mig og på medhør hele vejen, de sidste 600m før jeg er hjemme mister jeg alle kræfter i min venstre arm. Men jeg kommer hjem.

Lægen ringer ikke og jeg kontakter vagtlægen. Vagtlægen tøver ikke et sekund og sender en ambulance med udrykning med et samme.

Jeg bliver meget forskrækket da han siger han vil sende en med udrykning, jeg sidde i vores bil med vores yngste bare på 1 år mens min kæreste er inde og handle. Jeg ber pænt lægen om at vente ti minutter med at sende ambulancen, da jeg først er hjemme om ti minutter. Og det vil han gøre.  Jeg lægger på og ringer til min kæreste som er inde i brugsen. Men hans mobil ligger i bilen, jeg går lidt i panik!  Jeg får på en ellers anden måde bakset mig om til vores datter og får hende ud af bilen. Jeg skal ind og have fat i min kæreste.  Han når at komme ud fra brugsen idet jeg lige har fået vores datter ud.  Jeg begynder at græde, og fortæller vi skal hjem, der kommer en ambulance.  Vi får afleveret vores datter ved hendes onkel og moste på vejen.

Ambulancen kommer, og det er nogle rigtig søde ambulancefolk. 
De køre mig op på amva i Sønderborg og jeg bliver undersøgt i hoved og ende. En ung udenlandsk læge kommer ind og siger jeg skal i en scanner, der er to valg:

CT scanner og MR scanner.

CT fraråder han fordi jeg er så ung (29) pga dens kraftige stråler. En MR kan først laves på mandag. Så jeg kan få lov at komme hjem lørdag morgen på orlov og så komme igen mandag eller tirsdag til scanning.  For alle mine værdier og blodprøver var jo fine.  Så ingen grund til at jeg var der mente han. Dog kan jeg ikke bruge hele min venstre side på dette tidspunkt.

Og jeg bliver kørt i kørestol.

Lørdag morgen bliver jeg tilset af en anden læge (kathrin) hun er sikker på at der er noget som er helt galt, hun tøver ikke, jeg får under ingen omstændigheder lov til at komme hjem, som hun  siger: du kan jo ikke en gang gå. Så sender hun mig i en CT scanner med det samme, derefter til en ultarlydsscanning af min blodkar i halsen. Da det er overstået bliver jeg kørt tilbage, men når ikke
langt før de ringer og  siger jeg skal tilbage i en CT, så vi vender om..  denne gang bliver jeg scannet med kontrastvæske.

Igen for jeg et svar om at alt ser fint ud.  Men at de kan se  jeg har haft en  bihulebetændelse.

Jeg bliver nu overført til neurologisk afdeling.  Og her skal jeg være til mindst imorgen. Der er vagt skifte så jeg ligger bare her. Bliver overtaget af en anden læge som siger at jeg nok godt kan
komme hjem i morgen på orlov. Da mine prøver ikke viser noget, jeg har nok bare været stresset. !!!  Jeg fortæller at jeg ikke er stresset? Jeg har det fint, ja jeg arbejder meget har to små børn, men stresset er jeg ikke, jeg kender godt mig selv nok til at vide det. Jeg har fået været nede af en vej hvor jeg var stresset og deprimeret.

…lægen kathrin vender tilbage, i hendes private tøj.. 

ja hej mia, jeg var faktisk kørt hjem men jeg kunne ikke få dig ud af hovedet, jeg ved der er noget  for du har mange symptomer men de er ikke typiske.. jeg udelukker at der er en blødning i hjernen, men jeg vil/kan ikke ude lukke at du har haft en forbigående blodprop i hjernen.. så nu sætter jeg dig i blodfortyndende medicin. Og du får en hjerte måler på som du skal have på det næste døgn måske mere. Jeg vil også gerne lave en rygmarvsprøve på dig,?

Det må hun selvfølelig  godt. Den anden læge som havde vagten stod og lignede et stort spørgsmålstegn , hun kunne ikke se hvorfor jeg skulle alt dette når mine prøver  ikke viste noget.

Jeg får taget en rygmarvsprøve og flere blodprøver, tror vi har taget 27 allerede..  så nu ligger jeg og venter svar endnu engang..

Tankerne flyver rundt i mit hovede, og jeg vil faktisk bare gerne hjem. Men kan også godt selv se at det ikke er realistisk….. prøven kommer tilbage, viser intet… (i hvertfald ikke noget de siger endnu……….)

Anden del af Mia´s historie kommer i næste nummer – du kan finde den her https://www.sclerose.info/forloebet-op-til-diagnosen-sker-det-ikke-kun-for-naboen-del-2/

Om Mia … kort…:
Jeg er 29 år, mor til 2 børn dreng 6 år og pige knap 2 år.
Bor med kæreste og børn
Starter på uddannelse som social og sundhedsassistent i nov.
Underviser i poledance og fitness. (Pt sygemeldt grundet manglende kraft i venstre side)
Stort familie menneske